For efterhånden en del måneder siden fik jeg en boggave, som jeg med det samme vidste, jeg skulle gemme til et tidspunkt, hvor jeg havde ro til at fordybe mig. Jeg så for mig en dag halvt liggende i en stol i Luxembourghaven i sommersolen, omgivet af det Paris, jeg elsker.
Det blev ikke helt sådan og alligevel lidt. I går aftes læste jeg forordet til bogen ”Hele veje til kisten” af Line Baun Danielsen, og jeg blev bekræftet i, at denne skulle jeg være klar i hovedet til at dykke ned i. Søndag morgen, altså i dag, satte jeg mig så i solen i midt vindue og gik i gang. På et tidspunkt sagde min kloge bonusmor, at hun troede, Line og jeg havde en hel del til fælles – uddybet med, at vi begge har eller har haft en udviklingshæmmet søster/bror.. Men åbenbart deler vi også drømmen om et château i Frankrig – og selvfølgelig kærligheden til Paris. Nå, men det skal overhovedet ikke handle om at have noget til fælles eller ej, men om at læse en bog, der giver stof til eftertanke og refleksion over ens eget liv. Men inden jeg når dertil, så er her en refleksion om bøgernes plads i mit liv, som du kan springe over, hvis du hellere vil høre mine tanker om bogen 😊
Da jeg var yngre og var alene hjemme i sommerferierne, er nogle af mine tydeligste minder, at jeg læste og læste – i ét stræk, mange timer ad gangen. I haven, på køkkenbordet imens jeg spiste frokost, i sofaen og til sidst modvilligt på vej i seng. Jeg blev opslugt af universet (det var især Harry Potter i en periode) og læste gerne en bog på 500 sider på et døgn. Jeg elskede det. Da jeg startede mit job som gymnasielærer blev bøgerne desværre lagt lidt til side for uddrag, temalæsning, søgning efter (mulige eksamenstekster). Dette var også i kombination med andre aktiviteter selvfølgelig og desværre også koblet til stress. Jeg var simpelthen ikke i stand til at fastholde min koncentration i ret lang tid ad gangen, så det at læse en historie og blive opslugt var umuligt.
Da jeg rejste til Paris uden job, kunne jeg fysisk mærke års lag af forventninger, pres, stres, arbejdsopgaver osv. blive taget af mine skuldre, og jeg følte mig lettere, fysisk og mentalt, end jeg havde gjort i mange år. Jeg lykkedes dog stadig ikke helt med at få gang i læsningen. En smule, men ikke overbevisende.
Jeg satte mig derfor et mål i 2023 om at læse 12 bøger på et år. Én om måneden… Og jeg skulle holde det, for jeg havde brug for at tage mig selv en smule mere seriøst på den front + jeg havde bogstaveligt talt brug for at træne min hjerne i at fastholde koncentrationen ved læsning samt at læse på en mere hensigtsmæssig og dermed mindre hektisk måde. Det lykkedes, og jeg var glad for at nå mit mål. Jeg havde nemlig savnet litteraturen, og jeg blev samtidig opmærksom på, at hvis ikke jeg skabte rum til at læse, ja, så læste jeg ikke… det er ikke ligefrem raketvidenskab, og min bonusmor siger tit ”Where focus goes, energy flows”, så øhh, ja. Det betød blandt andet, at jeg allerede i januar kom godt i gang, fordi jeg tænkte, at jeg jo lige så godt kunne bruge nogle af mine mange timer i tog på at læse i stedet for kun at arbejde. Jeg fandt ud af, at fra min metrostation til Gare du Nord er der 12 minutter, og det er måske ikke to kapitler, du når at læse, men derimod fem sider, og hvis jeg så også læste bare 20 minutter i toget, ja så blev det pludselig mange sider i løbet af en uge. Også selvom jeg kun var med toget to gange om ugen. Og hvorfor kredser jeg så om det? Fordi jeg har fundet ud af, at jeg aktivt er nødt til at lægge ting ind i mit liv for at få plads til dem. Vil jeg have mere motion, så er jeg nødt til at prioritere det og skabe tid. Jeg prøver ellers at leve mindre efter for fastlagte planer ud i fremtiden, fordi det mindre skemalagte liv her i Paris er godt for mig og min historie. Det presser mig til at leve mere i nuet og mærke mere efter, hvad jeg egentlig har lyst til, når det er søndag morgen. Men dette betyder jo ikke, at jeg ikke kan lægge en løbetur eller læsning af bog ind, for der er plads til det hele. Eller det vil jeg i hvert fald have, at der skal være. Plads til spontanitet og aftaler.
Og hvor passer alle disse tanker så ind i det, at jeg har læst en bog i dag. Det gør det, fordi jeg faktisk har læst en bog – altså startet og afsluttet på en dag. Jeg har givet mig selv den ro, at jeg ikke skulle andet end sidde her i mit vindue og læse. Og så må jeg også bare sige, at der da lige er et par ting i Lines bog, der fik mig til at tænke, mindes, fælde en tåre, reflektere og ikke mindst give mig et behov for at skrive mine tanker ned, simpelthen få dem ud af mit hoved.
Allerede i forordet fik jeg en lyst til at sætte post-its ind i bogen, fordi jeg vidste, at jeg kom til at få behov for at vende tilbage til udvalgte passager. Genlæse dem, bruge et godt citat eller sende det videre ud i universet. Så her kommer et potpourri af kloge ord – både med og uden mine refleksion vedhæftet.
Kunne jeg skrive et langt afsnit om, men jeg har mest af alt brug for at sige, at det har jeg gjort op med. Jeg lægger kræfter og energi i mine opgaver og mine relationer, men det hele er blevet langt sjovere og sjovt nok med bedre resultater, efter jeg droppede tanken om at jeg skulle udfylde en bestemt boks eller levere til perfektion hele tiden. Hvis det var tilfældet, ville jeg fx ikke have mødt alle de skønne mennesker, jeg har, i Paris, for så ville jeg jo ikke turde sige noget på fransk.. En pointe jeg virkelig ønsker ryger videre til alle de unge mennesker, som jeg arbejder med.
Jeg synes, det er en smuk sætning, som jeg har lyst til at oversætte til min verden med: ”Jeg vil nyde livet, som var det en smørbagt croissant, der lige er kommet ud af ovnen”
I dette kapitel henviser Line til en anden forfatter, der har udtalt ”At udleve sine drømme handler om at bygge bro mellem drøm og virkelighed.”, og det er simpelthen så fint. Tænk sig, hvis flere af os turde visualisere ikke drømmen, men broen derhen, fordi måske ville vi så rent faktisk turde kaste os ud i noget mere. Hvad er egentlig det værste, der kan ske, hvis vi forsøger? Som et klogt menneske har sagt til mig mange gange. Svaret kan for nogle være: jamen, hvad hvis jeg fejler. Stil herefter dig selv spørgsmålet igen: Hvad er egentlig det værste, der kan ske ved det? At simplificere ens frygt kan hjælpe til at turde kaste sig ud i det ukendte. Jeg siger ikke, at alting bare er let, men jeg er meget enig i, at vi selv er med til at skabe billedet af frygten og dermed den stemning, der er omkring visse dele af vores liv. Jeg har tit haft denne samtale med mine elever, der er bange for at komme til franskeksamen… Når så vi kommer ned til, at det værste, der kan ske, er at man kan dumpe, græde foran sin lærer, gå i stå/i sort, så kan vi herefter arbejde med andre scenarier og strategier til de tilfælde, hvor vores frygt faktisk skulle gå i opfyldelse. Så er vi ligesom mere klar. Og så overlevede vi nok også og var stadig gode mennesker, hvis vi ikke lige fik en god karakter i fransk eller en anden eksamen. I den kontekst eksisterer der en anden sætning om at turde: ”But what if I fall? Oh honey, but what if you fly? Den kommer sikkert fra en eller anden amerikansk tv-serie, jeg har glemt titlen på, men det kan noget. Hvordan kan vi vide, om vi flyver eller falder, hvis vi kun star ved kanten og forestiller os skrækscenarier?
Gør ting, du ikke tør. Start i det små med at udfordre dig selv. Bryd nogle gamle vaner. Øv dig i at tænke anderledes, nyt og stort. Hver gang du gør det, bliver du modigere.” (s.136)
Engang var jeg overbevist om, at jeg ikke turde og ikke kunne finde ud af at tale foran andre mennesker. Perfektionisme hello! Hvad nu hvis jeg sagde noget dumt, noget forkert, noget, jeg kunne blive hængt op på senere. Hvad nu hvis jeg ikke sagde noget som helst? Én gang i mit liv er klappen gået ned til en eksamen, og jeg sad bagefter ude på gangen og græd. Franskeksamen i 10.klasse. Det var så forfærdeligt, men mest af alt fordi jeg var blevet konfronteret med noget, som jeg nok mest af alt havde frygtet mere end andet: jeg var faktisk ikke særlig god til sproget. Eller, jeg kunne det, jeg skulle – åbenbart ikke lige om 2.verdenskrig, men den der frygt af at mit pokeransigt blev afsløret, blev til virkelighed her. Til tider i dag er det stadig en frygt hos mig. Tænk sig, hvis andre opdager, jeg slet ikke kan noget.. Virkelig dumt at bruge tid på den tankevirksomhed. Efter min eksamen kom en af mine klassekammerater hen og sagde noget i retning af: ved du hvad, det er slet ikke så slemt. ”Du er igennem nu, og så er det bare videre. Det er forfærdeligt imens, men nu er det slut.” Tak til Rasmus! Jeg fik for resten 7, så altså, jeg ved ikke lige, hvad der skete. Eller jo, følelsen af at være i 100% frit fald, uden sikkerhedsline og uden hjælp. Ubehageligt.
Nå, men lad mig komme tilbare på sporet. Jeg var altså overbevist om, at jeg ikke kunne tale foran andre mennesker. Samtidig gik jeg med en drøm om måske at blive lærer.. Måske ikke den bedste kombination, og jeg satte mig derfor for at rykke mine grænser petit à petit.. set i bagklogskabens lys skulle jeg måske være startet et andet sted, for det er nok det mest sårbare, jeg gjorde: jeg holdte en tale for min farmor til hendes runde fødselsdag. Foran jeg ved ikke 70 mennesker, om noget personligt, om vores relation, som jeg satte så stor pris på. Holy moly! Efterfølgende meldte jeg mig som testperson på NLP-skolens eksamenshold, jeg stillede mig op foran hele efterskolen og forklarede, at det var et problem, at folk ikke rengjorte toastmaskinen (I kid you not 😀 – det var mit rengørinsansvar – elevernes hyggehjørne), og det der med stille og roligt at forholde sig til at have en stemme, det gav pote. Så gør noget i det små. Ønsker du at lave flere ting alene, så lad måske være med at sætte dig alene på en café som det første, men tag i biffen på et ikke så populært tidspunkt, gå på biblioteket, tag på en vandretur og sørg for at hilse på dem, du møder. Jeg kan kun anbefale det! Jeg får stadig et sus i maven, når jeg stiller mig op foran mange mennesker – især nye klasser, kollegaer eller folk, jeg ikke kender. Heldigvis har jeg min lærermaske, jeg kan tage på, og så går det automatisk. En dag drømmer jeg om at holde en foredrag (er jeg åbenbart i gang med at skrive), hvor jeg fortæller med min stemme – ikke lærerens. Nå, men det er åbenbart noget, jeg skal have kigget på 😀
”Så slip de dårlige historier, og tal pænt om dig selv” (og om andre har jeg lyst til at tilføje, men de to hænger som regel sammen)
Jeg vil ikke skrive mere her. Nu er mit hoved tømt for refleksioner, minder og tanker, der kom ud af at læse bogen. Søndagens råd til mig og andre: få kigget lidt på de broer, der fører dig over til dine drømme. Måske kræver de ikke så mange sten eller tekniske konstruktioner, som da de var en forestilling i dit hoved. Nå ja, og så skal jeg vist have kigget på min pension…