Om at leve et langt sjovere liv
Om at leve et langt sjovere liv (og også om at læse bøger) For efterhånden en del måneder siden fik jeg en boggave, som jeg med det samme vidste, jeg skulle gemme til et tidspunkt, hvor jeg havde ro til at fordybe mig. Jeg så for mig en dag halvt liggende i en stol i Luxembourghaven i sommersolen, omgivet af det Paris, jeg elsker. Det blev ikke helt sådan og alligevel lidt. I går aftes læste jeg forordet til bogen ”Hele veje til kisten” af Line Baun Danielsen, og jeg blev bekræftet i, at denne skulle jeg være klar i hovedet til at dykke ned i. Søndag morgen, altså i dag, satte jeg mig så i solen i midt vindue og gik i gang. På et tidspunkt sagde min kloge bonusmor, at hun troede, Line og jeg havde en hel del til fælles – uddybet med, at vi begge har eller har haft en udviklingshæmmet søster/bror.. Men åbenbart deler vi også drømmen om et château i Frankrig – og selvfølgelig kærligheden til Paris. Nå, men det skal overhovedet ikke handle om at have noget til fælles eller ej, men om at læse en bog, der giver stof til eftertanke og refleksion over ens eget liv. Men inden jeg når dertil, så er her en refleksion om bøgernes plads i mit liv, som du kan springe over, hvis du hellere vil høre mine tanker om bogen 😊 Fra læsehest til ufokuseret medie(for)bruger Da jeg var yngre og var alene hjemme i sommerferierne, er nogle af mine tydeligste minder, at jeg læste og læste – i ét stræk, mange timer ad gangen. I haven, på køkkenbordet imens jeg spiste frokost, i sofaen og til sidst modvilligt på vej i seng. Jeg blev opslugt af universet (det var især Harry Potter i en periode) og læste gerne en bog på 500 sider på et døgn. Jeg elskede det. Da jeg startede mit job som gymnasielærer blev bøgerne desværre lagt lidt til side for uddrag, temalæsning, søgning efter (mulige eksamenstekster). Dette var også i kombination med andre aktiviteter selvfølgelig og desværre også koblet til stress. Jeg var simpelthen ikke i stand til at fastholde min koncentration i ret lang tid ad gangen, så det at læse en historie og blive opslugt var umuligt. Da jeg rejste til Paris uden job, kunne jeg fysisk mærke års lag af forventninger, pres, stres, arbejdsopgaver osv. blive taget af mine skuldre, og jeg følte mig lettere, fysisk og mentalt, end jeg havde gjort i mange år. Jeg lykkedes dog stadig ikke helt med at få gang i læsningen. En smule, men ikke overbevisende. Jeg satte mig derfor et mål i 2023 om at læse 12 bøger på et år. Én om måneden… Og jeg skulle holde det, for jeg havde brug for at tage mig selv en smule mere seriøst på den front + jeg havde bogstaveligt talt brug for at træne min hjerne i at fastholde koncentrationen ved læsning samt at læse på en mere hensigtsmæssig og dermed mindre hektisk måde. Det lykkedes, og jeg var glad for at nå mit mål. Jeg havde nemlig savnet litteraturen, og jeg blev samtidig opmærksom på, at hvis ikke jeg skabte rum til at læse, ja, så læste jeg ikke… det er ikke ligefrem raketvidenskab, og min bonusmor siger tit ”Where focus goes, energy flows”, så øhh, ja. Det betød blandt andet, at jeg allerede i januar kom godt i gang, fordi jeg tænkte, at jeg jo lige så godt kunne bruge nogle af mine mange timer i tog på at læse i stedet for kun at arbejde. Jeg fandt ud af, at fra min metrostation til Gare du Nord er der 12 minutter, og det er måske ikke to kapitler, du når at læse, men derimod fem sider, og hvis jeg så også læste bare 20 minutter i toget, ja så blev det pludselig mange sider i løbet af en uge. Også selvom jeg kun var med toget to gange om ugen. Og hvorfor kredser jeg så om det? Fordi jeg har fundet ud af, at jeg aktivt er nødt til at lægge ting ind i mit liv for at få plads til dem. Vil jeg have mere motion, så er jeg nødt til at prioritere det og skabe tid. Jeg prøver ellers at leve mindre efter for fastlagte planer ud i fremtiden, fordi det mindre skemalagte liv her i Paris er godt for mig og min historie. Det presser mig til at leve mere i nuet og mærke mere efter, hvad jeg egentlig har lyst til, når det er søndag morgen. Men dette betyder jo ikke, at jeg ikke kan lægge en løbetur eller læsning af bog ind, for der er plads til det hele. Eller det vil jeg i hvert fald have, at der skal være. Plads til spontanitet og aftaler. Og hvor passer alle disse tanker så ind i det, at jeg har læst en bog i dag. Det gør det, fordi jeg faktisk har læst en bog – altså startet og afsluttet på en dag. Jeg har givet mig selv den ro, at jeg ikke skulle andet end sidde her i mit vindue og læse. Og så må jeg også bare sige, at der da lige er et par ting i Lines bog, der fik mig til at tænke, mindes, fælde en tåre, reflektere og ikke mindst give mig et behov for at skrive mine tanker ned, simpelthen få dem ud af mit hoved. Om at leve et sjovere liv Allerede i forordet fik jeg en lyst til at sætte post-its ind i bogen, fordi jeg vidste, at jeg kom til at få behov for at vende tilbage til udvalgte passager. Genlæse dem, bruge et godt citat eller sende det videre ud i universet. Så her kommer et potpourri af kloge ord – både med og uden mine refleksion vedhæftet. Perfektionisme Kunne jeg skrive et langt afsnit om, men jeg har mest af alt brug for at sige, at det har
Om at befinde sig i hamsterhjulet.. igen
Om at befinde sig i hamsterhjulet… igen! Mange siger og har før sagt til mig, at der jo også kommer en hverdag i Paris (nærmest: bare vent, det skal nok indhente dig), og jeg er enig på det punkt, at ja, har du uger, hvor du har samme forpligtelser på samme tidspunkter hver uge i en længere periode, så kan det da godt være det, vi kalder hverdag. Det har jeg så nu, fordi jeg underviser på universitetet. Ok, så langt så godt. Min udfordring ligger i den ladning af ordet ”hverdag”, som vi, man, jeg, de tillægger det. For mig lyder det som om, at jeg skal forvente, at hver dag på et tidspunkt bliver lige så ensformig og kedelig som den, jeg sagde farvel til i Danmark (og den var faktisk ikke kedelig..). Måske kan vi tale om, at honey moon fasen lægger sig. Den der første begejstring, der giver et ekstra kick, alt er nyt og spændende, og man ved ikke, hvad der venter rundt om hjørnet… Den skal åbenbart forsvinde, fordi hverdagen skal være her… Jeg siger ikke, der er en forkert opfattelse af a eller b, men jeg har flere gange de sidste mange måneder reflekteret over, hvorfor det skal være sådan, at min hverdag skal erstatte min såkaldte honey moon fase. Det bestemmer jeg vel i virkeligheden selv? For det er vel op til mig at beslutte, hvilken værdi jeg tillægger min hverdag. Det er vel også op til mig at beslutte, hvilke elementer jeg lader min hverdag bestå af. Der er ingen, der kan eller skal bestemme, om min hverdag består af både museumsbesøg, tre timers arbejde og en løbetur (åbenbart mit glimmer). Der er heller ingen, der skal bestemme, om min hverdag skal bestå af otte timers arbejde og tidligt i seng. Jeg er min egen chef, der overholder mine deadlines og samtidig beholder den spændende og sjove periode (og det er faktisk selvom jeg har op til flere chefer..) Eller hvad ? Min refleksion kommer jo selvfølgelig ikke af ingenting. Netop gået i gang med fjerde uge i et højt gear, hvor jeg har haft mange arbejdstimer og langsomt er gået væk fra at tage mine nødvendige pauser i løbet af dagen og have for mange bolde i luften, så er min krop i fuld sving med at råbe højere og højere om, at noget skal ændres. Jeg lytter delvist – jeg har eksempelvis været i floating (mere om det senere), for så har jeg jo gjort noget godt for mig selv, ikk’? Resultatet lige nu er, at jeg den sidste uge har sovet virkelig dårligt. Jeg vågner og tjekker mails (hvilket jo nok er det mest irrelevante at gøre kl.2 om natten!), så nu er jeg så træt, at jeg fysisk og mentalt ikke hænger sammen. Tak for det, kroppen, nu har jeg nemlig været nødt til at aflyse alt, jeg kunne i denne uge, jeg er kommet tidligt hjem fra universitetet, og jeg har lagt mig på sofaen med det nyeste afsnit af ”Tune in” podcasten og bare været til stede i det, og hold op min krop og hjerne takker mig. Ugen føles pludselig meget mere overskuelig. Jeg ved, jeg ikke behøver løbe hverken en sprint eller et maraton for at klare mine opgaver. Jeg vælger mig til, passer på mig. Mine elever skal nok klare sig et øjeblik. Og bare disse valg gjorde, at jeg pludselig fik mere kreativ energi igen. Men hvad så med den hverdag? Min refleksion og egentlig min pointe er, at jeg langsomt var på vej tilbage i nogle gamle vaner, fordi jeg i mange år har været vant til at skulle have travlt, løbe stærkt og helst ikke rigtig kunne nå mine opgaver (det passer ikke, jeg nåede dem – men hej til et maraton i sprint), så når jeg nu havde et par travle uger, så, faktisk uden helt at opdage det 100%, så begyndte min krop at vende tilbage til tidligere vaner, der kan virke trygge. Forskellen ligger i, at jeg rent faktisk nu stopper op. Jeg kunne slå mig selv i hovedet og sige: det burde du have gjort for 2 uger siden… jaa, men det gjorde jeg også delvist ved at tilvælge andre ting end bare at arbejde i døgndrift, men næste step er at lytte en tand ekstra for at finde ud af, om det rent faktisk var nok. Det var det ikke helt, men jeg er mega stolt over, at jeg rykker mig i processen og er opmærksom på, at jeg ikke gider løbe så stærkt hele tiden. Jeg vil have honey fasen, der vender tilbage hist og her. Jeg vil have en hverdag og en uge og ja et liv, der består af mange forskelligartede elementer, der på forskellige vis giver mig energi og sprudlende fornemmelse i kroppen. If it doesn’t spark joy…! Det vælger jeg nemlig. Træd ud af hamsterhjulet Så i dag træder jeg, godt inspireret af ”Tune in” afsnittet om netop dette, ud af de sidste tre ugers hamsterhjul, ryster på hovedet og siger: hov, jeg har et valg. Jeg behøver ikke sætte tempoet og opgavemængden op, jeg har muligheden for at stige ud et øjeblik, revurdere min situation og min måde at gå til livet på. Step one i at tage mig selv og min beslutning seriøs. For inderst inde ved jeg godt, at jeg har så meget tiltro til universet, min situation osv. til at vide, at jeg ikke behøver at løbe på denne måde for så at kollapse i weekenden – been there done that, det var sgu ikke rigtig lykken. Jeg skaber energi og weekendfølelse og sprudlende honey moon magi hver dag, for jeg har et valg om a eller b – og det allerfedeste er, at jeg også bare kan mikse dem, for i mange situationer er det også dejligt at have repetitionen. Jeg gider bare ikke, at det er den, der skal overtage mit liv, fordi jeg så af bitter erfaring ved, at hjulet
Om at finde tilbage til tasterne…
Forrige Næste Om at finde tilbage til tasterne… Det er virkelig længe siden, at jeg har skrevet noget her på bloggen.. Hvorfor egentlig? Jeg tror, jeg røg tilbage i hamsterhjulet – eller! Et nyt hamsterhjul. Der skete lige et skifte, fordi jeg startede med at undervise på universitetet d.1.september. Det har været spændende og interessant, hvilket jeg vil komme tilbage til i et andet skriv om måske netop hamsterhjulet. Pointen er, at jeg fik lagt denne side fra mig. Mentalt har der dog været en del aktivitet omkring den, for jeg er virkelig ikke færdig med den. Jeg har stadig mange tanker om fremtiden, og jeg drømmer om at kunne skrive noget mere her og at rejse lidt rundt og skrive om Frankrig. Så i den snareste fremtid kommer der lidt ændringer, og jeg vil sætte en abonnementsservice på siden, som kan hjælpe mig med at forfølge drømmen. Jeg håber, du har lyst til at følge med til den tid også. Om at turde vende tilbage og lytte efter Mange gange har jeg haft tænkt, at måske er det for længe siden, måske er den første interesse forsvundet – men altså, måske der så kan dukke en ny interesse op. Jeg ved i hvert fald, at det at skrive er godt for mig, fordi jeg kommer ud af mit hoved og får tankerne lidt formuleret, så de ikke karter rundt. Der bliver i hvert fald ved med at komme følelser tilbage om denne hjemmeside, fordi jeg virkelig har lyst til at skrive noget mere. Og allerhelst om Paris og egentlig om Frankrig, så ja, det er tankerne 🙂 Selvkærlig søndag Det er søndag, og den har været ganske rar med balance ift. både at få rykket på et par arbejdesting, have en meget slow morgen og have en kaffeaftale med en god veninde her om lidt. Hvordan passer du på dig selv på denne søndag? (og alle andre dage?) Bon dimanche. Bisous fra Paris
Om at være ægte roligan…
Fodboldfest i Paris I fredags skulle jeg på Stade de France sammen med en af mine venner her fra Paris. Vi havde købt billetter hos DBU, der meget fint skrev ud i danskergrupperne på Facebook (Danskere i Paris og PadamPadam) for at minde os alle om, at vi havde mulighed for at deltage. Jeg er ikke supergarvet i at gå på stadion – faktisk er min eneste erfaring en Brøndbykamp engang for virkelig mange år siden, hvor ungdomsklubben havde arrangeret tur 😀 Nå, men man skal (selvfølgelig) hente sine rigtige billetter et sted, og det var her i Paris på baren O’Sullivans. Efter undervisning fredag tog jeg derfor metroen mod baren for lige hurtigt at hente billetter, inden jeg skulle retur for at afrunde min undervisning (Skrive stikord ned til næste uges planer osv.), inden jeg skulle mødes med min ven på selve stadionet lidt i otte. Danskere i metroen Allerede på min egen metrostation møder jeg de første danskere, og jeg bliver helt varm indeni og egentlig også lidt rørt – bl.a. fordi stemningen fra sidste sommer komme snigende, men også fordi jeg er mega stolt over at være dansker. Jeg blev også helt ærgerlig over, at jeg ikke havde min egen rød-hvidetrøje på. Ind i metroen med mig – ved næste stop står endnu en gruppe danskere (og diskuterer, om de skal med eller ej). Jeg beslutter mig for at ”blande mig” og sige, at de skal bare ind – det er den direkte linje + ”jeg går ud fra, vi skal samme sted hen”, hvilket de jo overhovedet ikke kan se, fordi, som en af dem siger: ”Altså, du er jo meget pænt klædt på, men hvor er din rigtige trøje?” 😀 Og så var der ellers en god stemning. De spørger, hvor jeg foreslår, vi står af – jeg giver dem svaret, og så er deres egen guide ellers dømt ude, og jeg får lov at overtage. Det er SÅ hyggeligt. Vi får hilst på hinanden og taler i metroen over til baren, får vores billetter, og jeg siger pænt farvel. Rød-hvide farver Herefter skynder jeg mig hjem for at skifte tøj, for der var den vildeste stemning på både O’Sullivans og nabobaren, hvor der fra den ene blev råbt ”Christian” – til den anden ”Eriksen”, der blev spillet danske fodboldhits, og alle var bare glade. Selv de forbipasserende frankmænd smilede til den store gruppe af glade mennesker. Retur med mig til baren. Jeg kender godt nok ingen, men der var bare en stemning af, at her hører vi alle sammen, og det er lige meget. Selvom jeg egentlig synes, at danskere ret ofte kan være lukkede, hvis man ikke kender hinanden. Jeg går ind på baren, og her møder jeg mine nye roliganvenner, der står med åbne arme, øl, shots og et stor ”Velkommen til”! Wow siger jeg bare. Det er da en måde at få folk til at føle sig velkomne på. Vi skåler, og jeg hører om deres lille klub (4 barndomsvenner) og deres fodboldrejser. Det er mega hyggeligt – udover de 3 fadøl jeg får hældt ud over mig (ikke af dem!), men så er festen vel egentlig bare endnu mere i gang.. ? Indviet, kunne man kalde det. Vi skal til at bevæge os mod station, og igen udråbes jeg til guide.. Vi får lidt flere med, og der er fest i metroen. Den gode måde at være fodboldfan på Godt ankommet til stoppet ved stadion, bevæger vi os frem. Jeg er spændt, men hold op det går langsomt. Det er simpelthen fordi, at gruppen skal have taget billeder med franske fans, snakke med dem – hilse på, og ikke mindst give krammere til (næsten) samtlige politibetjente. Og det gør man bare ikke hernede! – men på en eller anden måde slipper de (primært én af dem) afsted med det. Måske det hjælper at have et kæmpe dannebrog malet i ansigtet og et par Mickey Mouse hænder på 😀 En anden fortæller mig, at man bare skal give ”knuckles”, så er de fleste klar på en snak, og mange vil gerne have taget billeder med de ”skøre” danskere. Det skulle da forsøges, og ganske rigtigt, jeg fik herefter flere snakke med forskellige franskmænd, og jeg skulle da også være med på deres billeder 😀 Virkelig en sjov og god oplevelse. Jeg tænkte meget over i det øjeblik, at dette er at være roligan – at repræsentere Danmark på den bedst tænkelig måde, når man rejser ud i verden. Der blev vist respekt over for franskmændene og over for sporten. Dét tager jeg mig med videre. Det er en stor ting at kunne imødekomme andre og åbne for en samtale, der måske kun varer nogle få minutter og handler om et fodboldresultat, men det skaber gode minder og tanker. Jeg er mega stolt over at være dansker! Jeg har lært, at man kommer langt med lidt, og så har jeg også lært, at kommer man fra Kølvrå, så er det fåååårking langt ud på landet, men er man derimod fra Karup, så er man the shit og fra storbyen 😀 Tak for gode oplevelser. Bisous fra Paris Ps. Kampen var jo for sindssyg, og det var en virkelig stor oplevelse. Jeg er ikke færdig med at tage på stadion for at følge det danske landshold
Om at opsøge muligheder og pludselig have meget at se til…
Nå, der har været lidt stille her, fordi der simpelthen er sket så meget den sidste uge – eller det er vel nærmest de sidste fjorten dage. Jeg kom retur fra Danmark og skulle lige finde ind i min hverdag igen. Fredag bliver jeg kontaktet af en fransk kvinde, der spørger, om jeg ikke kan ringe til hende med henblik på en jobsamtale om mandagen. Det skal siges, at jeg har søgt om et job – så det var ikke helt ud af ingenting, at hun kontaktede mig 😀 Mandag afsted med mig til jobsamtale hos Soup & Juice hos en meget sød og rar bestyrer (de har vist 5 butikker), der undervejs i samtalen, der selvfølgelig er på fransk, spørger, om jeg ville kunne starte samme dag… Jeg blev helt paf, for det har jeg aldrig hørt om før. Jeg har været til jobsamtale flere gange og fået at vide, at jeg havde fået jobbet, men så går der jo som regel lige nogle dage (eller måneder hvis der ligger en sommerferie), kontrakten skal laves osv. Nå, men samme dag havde jeg undervisning, og det samme var tilfældet om tirsdagen. Jeg måtte derfor sige, at jeg først kunne komme fra onsdag. Jeg skulle være på prøve først, og så ville de se, om det kunne fungere for alle. Jeg går derfra og tænker, det gik fint. Tirsdag skriver bestyreren så til mig for at høre, om jeg ikke kunne komme 2 timer på prøve i dag! (her var klokker 9, og jeg ville skulle møde kl.11:30 :D). Det kunne jeg desværre ikke, som jeg havde meddelt hende – men aldrig nogensinde har jeg prøvet noget så spøjst. Endelig på prøve/job Onsdag skal jeg så møde, og det er igen 11:30 til ?? Aner ikke rigtig, om jeg er 2 timer på prøve eller hvordan. Nå, men jeg får en større introduktion af en af de unge piger, og så er det ellers i gang med diverse standard- og høflighedsfraser.. Dem har franskmændene virkelig mange af. Hold da op en gang ”tung twisters”. Cirka to timer inde i vagten kommer manageren forbi og siger, at vi lige skal huske, at hun skal have alle mine informationer, så de kan lave en kontrakt til mig = jeg var så åbenbart ansat 😀 Crazy og lidt hektisk forløb. Så ja, nu arbejder jeg altså en café, der sælger sund takeaway. Min job består af at ekspedere, sørge for orden i caféen i løbet af vagten (de fleste tager maden med), og så er der rengøring til sidst. Det er 16 timer om ugen, og det passer mig glimrende. Om at have et job i Frankrig Ved at blive ansat, får jeg en kontrakt, som jo virkelig er meget værd i her i landet ift. at få en garant, så jeg måske endelig kan få mig en mere permanent lejlighed. Herudover har jeg også en del elever, så det burde efterhånden være nok til at overbevise ”dem”, der skal vurdere mig. Kontrakten er én gode – noget andet er det sproglige niveau. Mange ville måske sige, at jeg er fransklærer, så jeg er flydende i sproget, og så burde det jo ikke være noget større at skulle stå i en butik. Men, jeg har aldrig befundet mig i denne sproglige situation før, og der er simpelthen så mange kulturelle og sproglige koder at lære, at der, selv for en fransklærer, er en stejl læringskurve. På universitetet lærer man ”text book french”, man lærer at anlaysere osv. – som gymnasielærer udvides det med emnelæsning (jeg har primært haft fortsætterelever) – selvfølgelig med alment ordforråd osv., men det er alligevel ret spændende (jeg synes, det der med at afkode, hvordan man lærer sprog, er super interessant, og det får jeg da rig mulighed for lige nu). Nå, jeg har været på job i 2 dage, og jeg er allerede helt rundt på gulvet.. Primært fordi mit hoved drejer lidt rundt af alle de ord og sætninger, jeg skal sige i minuttet – men selvfølgelig også fordi det er en ny situation. En anden hverdag skal nu bygges op med undervisning før/efter jobbet. Det skal nok blive superfint, og ellers må jeg jo ændre på mine planer undervejs. Der blev spundet virkelig meget på den egentlig ret korte historie, men hold op jeg har grinet af den ansættelsessituation og interviewet – det ligger langt fra en hverdag, jeg kender til. Hermed en del erfaringer rigere – på den virkelig gode måde 😀 Nu glæder jeg mig til forlænget weekend, og jeg glæder mig især til i aften, hvor jeg skal på Stade de France sammen med alle de tilrejsende danskere og se Herrelandsholdet spille. Ellers skal weekenden bruges på at lades op – måske med en lille cykeltur, og ellers har jeg fundet en hyggelig og lidt hemmelig have, hvor jeg vil sætte mig på et tæppe med en god bog (det er stort, for det er bestemt ikke i alle parker/haver, man må sidde på græsset :D) Bisous de Paris Ps. jeg er klar over, at der er mange, der rejser ud og finder et job i et andet land, så set fra det synspunkt er dette jo ikke noget større, men for mig, der har været så målrettet og lukket inde i min lille gymnasieboble, er det altså sjovt at være tilbage ude.
Om at føle sig hjemløs i sit eget land…
I weekenden var jeg et smut i Danmark for at fejre 2 vigtige mennesker i mit liv. Den ene er min mormor, der blev 85 år, og vi var inviteret til boller og lagkage hjemme hos hende. Det var super dejligt at se familien igen – om end en smule hektisk fordi jeg skulle videre til en anden fest – hos min veninde, Terese. Nå, men sådan er det jo nogle gange, at tingene falder samtidig. Jeg var bare glad for at kunne deltage i begge dele. Ud-af-kroppen-oplevelse Fredag aften i Københavns lufthavn slog det mig dog, at jeg ikke har mit eget hjem på samme måde mere i Danmark. Jeg bor et sted, og mine ting er der, men hvis jeg kan komme 100% af sted og vel egentlig blive udenlandsdansker, så bliver det fremadrettet sådan, at jeg skal aftale med overnatning – eller selvfølgelig tilkøbe mig det. Det bliver ikke et problem, da jeg allerede har flere familiemedlemmer og venner, der på forskud har tilbudt overnatningsmuligheder. Men, det var en interessant tanke at have et øjeblik. Når jeg rejser hjem til mit land, så har jeg ikke en base. (Der er sikkert noget teknisk med termen udenlandsdansker og bolig hjemme, men I ved, hvad jeg mener). Ved valg er der jo konsekvenser, og dette kommer fremadrettet ikke til at fylde så meget, men det var virkelig en mærkelig fornemmelse og ud-af-kroppen-oplevelse om fremtiden. Danmark vil jo altid være mit land, men jeg vil ikke komme til at have et hjem der.. i hvert fald ikke i den klassiske forstand med lejlighed og base. Det er vildt at tænke på, men også spændende. Det giver mig lyst til at skabe basen et andet sted, hvilket jeg håber at kunne snart. Når man (jeg) så skal spørge om hjælp… Ved i fremtiden ikke at have en fast base i Danmark, så skal jeg jo lære at spørge, om jeg må overnatte hos venner og familie, og det kan jeg godt have lidt svært ved. Ikke fordi de ikke har lyst, men jeg har en ide om, at det må jeg nok hellere selv forsøge at løse. Det er virkelig noget, jeg forsøger at lægge fra mig, for det er jo ikke forkert at spørge andre om ”Noget” – de kan jo bare sige nej, hvis det ikke passer. Den der følelse af ikke at ville være til besvær er dog godt og grundigt indgroet i mig, og den popper op, når jeg fx skal lave noget, jeg kunne klare meget lettere med andres hjælp. Det er SÅ tosset! Jeg har her i Paris forsøgt at åbne for andres hjælp, og det er jo helt vildt og meget overvældende, hvad andre har sendt i min retning. Uden at jeg er gået i stykker eller de tænker, jeg er en træls type. Kender I det? Kan selv, vil selv-typen… Det er virkelig fint i mange sammenhænge, men det er sgu også for dyr benzin i længden. Den største træning kommer fremadrettet, når jeg så skal forsøge at spørge, om jeg må overnatte hjemme hos andre. Spændende at se, om det bliver lettere. Temafester er for vanvittige! Den anden fejring jeg skulle til, var min veninde, søster, aupair-datter (kært barn har mange navne – og jeg skal nok snart fortælle jer historien!) Tereses kandidatfest. Den er blevet udskudt pga. corona, så endelig kunne vi nu få lov til at fejre hende. Og sikke en fest! Temafest med navnet ”Decades party” – 5 borde, 5 årtier, og +40 mennesker i fantastiske og virkelig kreative udklædninger. Hold op det var sjovt at se de forskellige fortolkninger. Jeg elsker temafester – og havde selv 1920’ernefest, da jeg blev 30 (mest af alt fordi jeg var panisk angst for at blive 30 og forsøgte at holde fast i mine 20’ere bare liiidt længere!). Det er skægt at se, hvad folk finder på 😀 Til Tereses fest havde jeg fået 1980’erne, og efter en del timers sparring med min mor (og far og papmor i fredags), blev resultatet ikke helt dårligt! Tøjet er fundet i diverse vintage/genbrugsforretninger her i Paris, og det bandt en smuk sløjfe på hele situationen, fordi min mor i 80’erne var i Paris med sin veninde – og hun har fortalt mange historier – bl.a. om tøjet, hun købte. Sådan kan man se symboler mange steder, når man er en smule sentimental og dansklæreranalyserende hele tiden 😀 Rundt på gulvet og overvældet af mange indtryk på en weekend, er jeg nu tilbage i Paris til hverdag og en stille uge. Jeg tror, jeg vil se at få skrevet på teksten om det 1.arrondissement, så der kan komme lidt mere indhold her på siden. Bonne semaine og bisous de Paris Decades part 80’erne møder 90’erne #crepethår Dagen derpå – inden oprydning og pizza med Terese Lakridspibe og Matilde kakaomælk – NAM!
Om at finde balance og frihed
Inden du læser dette skriv, så er det i dag torsdag, men jeg skrev teksten i lørdags. Det blev simpelthen brugt som lidt terapi for mig, fordi jeg var sur og træt af ting 🙂 Samtidig havde jeg brug for at lade teksten være, så jeg ikke bare sendte surt ud… Jeg har skrevet lidt til hist og her, fordi det er noget af en rutchebaneuge med så mange indtryk, afslag og muligheder. Jeg forsøger at holde fast! Mange tak, fordi du læser med. Det er lørdag, og jeg går sådan lidt rundt om mig selv, mens jeg lytter til french feelings skønne podcast, som jeg er meget inspireret af. Hele Cornelias univers dykker jeg gerne ned i, fordi hendes og familiens historie ligner en, jeg selv har været en del af for 10 år siden – og så er historierne jo alligevel helt forskellige. Nå, men jeg nyder lige eftermiddagen med en fortælling i ørerne, og så går jeg som skrevet rundt om mig selv. Jeg var ude at cykle i formiddags, og jeg er så glad for, jeg fik gjort det. Det er for mig enormt vigtigt at få hevet plastret af ift. at komme afsted på cyklen alene – ellers bliver der for langt mellem mine cykelture, og det blev så i dag. I morgen skal jeg cykle med Sophie, så det bliver virkelig skønt. Men altså – jeg går lidt rundt om mig selv af alle mulige årsager, og det er interessant for mig at opleve og forholde mig til. Der er mange gamle vaner og tanker, der dukker op lige i disse dage, og jeg prøver at navigere i dem uden at falde i og bare gøre som vanligt. På mange områder går det virkelig godt, og jeg er helt rolig og tryg i min beslutning, men der er stadig også forskellige ting, jeg skal forholde mig til undervejs. Jeg har en popcornhjerne, der, når den får ro, popper den ene ide efter den anden. Men det gør også nogle gange, at jeg popper lidt over eller at jeg går i gang med for mange ting på én gang – og desværre sker der så nogle gange det, at der er mange ting i gang, men jeg kommer ikke rigtig i mål med noget. Klip til strikketøjet og de mange UFO’er. Jeg kan egentlig godt være i denne tilstand, men jeg har også brug for, at noget kommer i mål, så jeg kan skabe energi til nye ideer og ny energi. Derfor går jeg frem og tilbage og skifter holdning til mine projekter, og jeg ved bare, at det handler om at give plads og ro til at mærke efter. Nå, men alt dette handler primært om lejlighed og base her i skønne Paris. Og så handler det også om mine mange projekter: skal jeg bare gå videre med alle, skal jeg sadle lidt om med mine skriv her – skulle de fx være podcasts/indtalinger <- men så kommer tankerne: kan jeg det? Osv. Jagten på et sted at bo Her i Frankrig er der en helt enorm kærlighed til papirarbejde og bureaukrati. Det skal man kunne acceptere, og det har jeg egentlig heller ikke noget imod, fordi det bidrager til en anden arbejdsro, som jeg godt kan lide. Men, når det så er sagt, så er det også lidt op ad bakke… Jeg leder efter en mere permanent lejlighed, og her vil de (læs: udlejerne/ejendomsmæglerne der udlejer for private) gerne have, at jeg har en garant. En garant er en person, der står inde for min husleje og dækker den, hvis jeg nu af en årsag ikke kan. Krav til sådan en garant: vedkommende skal have adresse i Frankrig… Her har jeg lidt svært ved at forstå systemet, for hvorfor er fx mine forældres indkomst ikke god nok som garant? – i dag tager det jo ofte ikke mere end 24 timer at overføre penge til udlandet. Nå, men altså – jeg har tænkt mig at betale min husleje med min opsparing og de jobs jeg får løbende. Men det letteste ville klart være at finde et job, der kunne give mig en kontrakt, så garantfirmaet, som jeg har fundet, kan stå inde for en husleje, der rent faktisk kan give mig en reel lejlighed her i Paris. Det frustrerer mig alt for meget! Pt. er jeg godkendt til stort set ingenting (i Paris-priser), og jeg har enormt svært ved at forklare firmaet, at jeg er i gang med at opbygge en virksomhed. Det er dog for usikkert for dem. Jeg forstår godt alle argumenterne, men jeg har også lidt svært ved at gennemskue, hvordan nogen mennesker så kan gøre, som jeg gør. Men altså, der er jo en del unge danskere, der flytter hertil og finder lejlighed, så jeg fortsætter selvfølgelig jagten og regner også med at komme i mål. Jeg er på den ene side ret rolig omkring min ”jagt”, fordi jeg ved, at jeg nok skal lande i noget, der måske er for en periode, men jeg skal nok lande. Dog har jeg lige nu følelsen af at skulle gå på kompromis med den måde, jeg ønsker at leve og arbejde på. Jeg kunne godt finde et fuldtidsjob, der gav mig adgang til en lejlighed, men så har jeg også følelsen af at være lige vidt. Jeg skal og vil ikke tilbage til det alt for hektiske liv, jeg havde i Danmark. Denne ro sammen med diverse tilbagemeldinger, der konstant udfordrer mig og mine ønsker, skaber et rod i mit hoved, fordi hjernen går i ”survival mode” for at finde en løsning (som jeg egentlig ikke har brug for at finde endnu). Så bruger jeg lang tid på at finde nye lejligheder at søge om i stedet for faktisk at tage kampen igen igen igen med Garantfirmaet. Altså arbejder jeg lige nu på at skabe balance, og det betyder, at min holdning til forskellige opgaver/ideer lige nu skifter en del 😀 Så beklager til de af mine venner, jeg
Om at have drømme og om at turde følge dem…
Kender I det med at drømme om noget, som, man godt ved, først bliver engang ude i fremtiden? Jeg drømte i mange år om at købe min farmor og farfars hus i Roskilde (de flyttede fra det i 93) – stadig en drøm, men ikke en der skulle/kunne gå i opfyldelse som 18-årig. Andre drømme er mere nogle, man går direkte efter, opnår og udskifter med en ny. Sådan har jeg det i hvert fald med nogle ting så som at blive fastansat/få pædagogikum osv. Jeg har altid været ret målrettet, og der var en klar plan i mange år. I folkeskolen kom vi til en studievejleder, som ikke var en studievejleder men min matematiklærer, Birthe, der kunne taste mine yndlingsfag og interesser ind i et program på computeren, der så printede forslag ud ift. ”Hvad jeg kunne blive”. Det var SÅ spændende! Jeg har været omkring både frisør, lærer og korrespondent. Ikke sådan sej Stephanie Surrugue korrespondent, nej sådan en, der oversætter handelsbreve. Det, syntes jeg bare, lød som det fedeste i verden. Hvorfor ved jeg virkelig ikke. Aner ikke, hvor det kommer fra. De to andre giver lidt mere mening: min mor er oprindelig uddannet frisør og havde nogle virkelig fede blade derhjemme, hvor man kunne lære alt muligt om håropsætning. Derudover elskede jeg skolen, og jeg havde blandt andet en dansklærer i 10 år, som jeg så meget op til. Hvordan korrespondent kom ind i billedet, det er mig en gåde. Måske det var pga. det franske, så tænkte maskinen, at det da var en god kobling. Det var i hvert fald helt klart for mig, at jeg skulle på handelsskolen! Og så Handelshøjskolen bagefter (CBS i dag) – jeg var vist også lige omkring at ville arbejde i EU. Disse var drømme for mig: Idrætsefterskole, handelsskole, handelsshøjskole og så korrespondentjob. Jeg gik benhårdt efter dem. “Desværre” skete der det der, man kalder livet, så da jeg flyttede handelsskole på 1.år, skete der også noget med mig og mine drømme. Her mødte jeg endnu en dansklærer, jeg så meget op til, og det fik mig til at gå efter at læse dansk. Forelsket i 1800-tallet Apropos at se op til, så var det i første forløb i dansk på 3.år, at jeg besluttede mig for at ville læse dansk. Jeps, Romantikken, 1800-tallet, ”Indvielsen” af Schack von Staffeldt og Det Moderne gennembrud og ”Engelske socialister” af Holger Drachmann, så var jeg solgt, hvilket var meget underligt for de andre i min klasse. Jeg kan huske, vi sad i kantinen og lavede gruppearbejde med netop digtet ”Indvielsen”, og det var så lysende klart for mig, hvad vi skulle. En fra min klasse spurgte mig, hvordan jeg dog kunne forstå, hvad der stod (mellem linjerne). Det var en ret syret oplevelse, for jeg kunne ikke forklare det, men jeg kunne (visuelt) se en logik i opbygning og indhold. Det var en vild og boblende fornemmelse. Når jeg fortæller mine egne elever historien, så kigger de på mig, som om jeg er faldet ned fra månen 😀 De synes, det er meget mærkeligt, at man på den måde kan blive påvirket af et digt og egentlig beslutte hele sin skolegang og karriere ud fra det. Men altså, hvis det føles rigtigt, skal det så kunne forklares? (en anden snak jeg har haft virkelig mange gange med elever – hvorfor skal vi ikke gå efter det, der føles rigtigt?) – og det sender mig tilbage til det med drømme! Når en mail giver en ny drøm Min drøm var som beskrevet ovenfor. På uni kommer der så en mail til de studerende på fransk fra en dansk familie, der søger en pige til at flytte med til Frankrig for at hjælpe deres børn med lektier. Der skete et eller andet. Det var første gang, jeg gjorde noget lidt uden for min plan. Jeg tænkte, at jeg ville prøve at skrive, men at jeg nok ikke ville blive valgt (fordi alt muligt – mange andre, meget bedre osv.), og jeg skulle jo også starte direkte på kandidaten efter sommerferien (en sidebemærkning: vi taler også direkte fra HHX til Uni), så det var måske også lidt dumt at skrive – Klip til: jeg var den eneste, der havde svaret dem – klip til: om jeg ville med til Frankrig? Og her skiftede mine drømme så igen og blev nok noget mere mig. Jeg vidste godt, at jeg skulle være lærer, og det fik jeg bekræftet dernede. Her opdagede jeg også, at nogle gange er det ok at trække stikket/gøre noget andet end planen. Det år lærte mig så meget, som jeg ikke vil være foruden – og sjovt nok gjorde det også, at jeg blev en meget bedre lærer, end jeg ville have været uden erfaringen. Mit franske år vil jeg fortælle mere om senere. Mine drømme er heldigvis skiftet flere gange siden dengang. De ændrer sig, fordi jeg ændrer mig. Nogle parkerer vi, andre tilpasses og endnu andre ender med at gå i opfyldelse. Dengang jeg var i Frankrig, da jeg rejste hjem, var det med tanken om, at jeg selvfølgelig ville komme tilbage en dag. Det tog mig 10 år og lige lovlig meget af den gamle ”jeg skal ikke spilde tiden + jeg skal videre”-tankegang. Dette dog helt sikkert også præget af samfundets acceleration, og derfor er jeg lige nu endnu mere stolt af at turde stå ved min mavefornemmelse. Det er ikke dette, der prædikes i samfundet: at stoppe op – det skal være hurtigere, vildere og på normeret tid, for det kan vi jo godt, har vi set. Mit spørgsmål er bare: hvor længe? Fremtiden Min største drøm lige nu udlever jeg, men jeg har også andre. Jeg vil gerne skrive flere undervisningsbøger, jeg drømmer om at rejse Frankrig tyndt – både med og uden cykel – og møde en masse franske mennesker, se deres hverdag og opleve deres del af det land, jeg elsker. Herudover drømmer jeg også om at leve af det her 🙂 Og den
Om at elske bøger…
Jeg ved ikke, om andre har det som mig, men bøger – det er det bedste. Desværre er det for mig også lidt for ofte med bøger som mit strikketøj, at jeg køber dem, og så bliver de ikke altid læst – kan man kalde det UFRO’er (Unfinished read objects). Årsager? Så har jeg for travlt, så skulle jeg lige læse en bog eller et uddrag til arbejdet, så var det lidt lettere at tænde for fjernsynet eller lade sig drukne i scroll livet på sociale medier. Øv! Det ærgrer mig, for da jeg var yngre læste jeg rigtig ofte. Min mission med hele min beslutning var derfor, at jeg gerne ville kunne finde tilbage til at læse – og ikke mindst finde ro i at læse. Det er lidt crazy, men stress for mig har gjort, at jeg i mange år ikke har kunnet holde koncentrationen lang nok tid til at fordybe mig i en god fortælling. I hvert fald ikke hvis den krævede for meget af mig. Det er ikke helt det samme med tv-serier, der kan jeg være passiv på en anden måde og bare få noget serveret.. Jeg læste engang, at det er en god ide at se serier, når man er ramt af stress, fordi det gør noget godt ved hjernen, der netop ikke skal forholde sig til alt muligt, men bare fordybe sig i en ramme, der er genkendelig. Hvis så bare ikke, man lavede 10 ting samtidig. Mission ”lær at læse igen” er derfor sat i gang. Det går nogenlunde.. eller altså, jeg har (selvfølgelig) købt flere bøger, og jeg har læst 1,5.. Men! Jeg har læst. Jeg har taget mig tid til at sætte mig i en park og læse. Og til at læse lang nok tid til at forsvinde ind i universet, i hvert fald for en stund. Det må være babyskridt i starten. Jeg er også startet på flere end de 1,5 bøger, men shh – det ved ingen noget om. (Det er svært at smide de vaner, der desværre er fastgroet.) Tidligere Næste Let’s talk about books baby… Bøger og Frankrig, spørger du måske, er det noget? JA! Jeg elsker at gå i franske boghandlere. Der er en helt anden stemning omkring boghandlerne her i landet. Lad mig vise dig, hvad jeg mener: I mange boghandlere finder man bøger med en papirlap på forsiden. Det er simpelthen personalet, der har læst bogen og som kommer med deres anbefaling + et kort indblik i historien. Jeg bliver draget af de lapper, fordi jeg der får en direkte anbefaling. Det er ikke altid, jeg læser/køber bogen, men deres mål må vel også være nået, når en kunde går hen til de udstillede varer og forholder sig til dem. Noget andet, jeg elsker, er en boghandlerkæde, der hedder ”Gibert Joseph”. I princippet en helt almindelig boghandel men med et brugtbogssystem. Har du fat i en bog med gult mærke, så er den brugt, og du får den lidt billigere. Prisen sættes efter bogens stand og tid (ny/gammel). Det er både godt for min pengepung, og så er jeg fan af konceptet. Ellers er der alle de andre fede boghandlere i Paris og i Frankrig. Der er den lille, den lokale, den store kæde, den engelske, den ved Seinens bred mfl. I Paris ligger der en ret fin butik med fokus på engelske bøger, well, der ligger 2, men den anden kommer jeg lige tilbage til. På Rue de Rivoli i det 1.arrondissement ligger ”librairie Galignani”, der ifølge skiltet udenfor er ”The first english bookshop stablished on the continent”. Det er en lidt crowded butik, fordi man har fået virkelig mange bøger ind i lokalerne. Men, de er også dygtige til at udstille, så for en, der er enormt visuel (mig), er det en eksplosion af forsider og farver, der drager mig i alle retninger. Prøv lige at se de fine billeder! Lillebror var i hvert fald begejstret! – lige et ps. her midt i det hele: det er det bedste, at min lillebror og jeg har den ting sammen. Vi er helt enige om, at der skal være plads til boghandel, når vi er på ferie. Den anden engelske boghandel er nok lidt mere kendt, fordi det efterhånden er et turistmål at gå forbi ”Shakespeare and Company”, der ligger i latinerkvarteret ud mod Seinen. De er så populære, at de for nogle år siden åbnede en café ved siden af. Lad os bare sige, at der er mange foran forretningen og caféen med kameraet fremme. Det hjælper også en smule på det, at der ude foran er nogle kirsebærtræer (eller hvad det nu er). Pænt er det i hvert fald og klart til Instagram. Og køen denne gang var så lang, at vi opgav at komme derind. Det vil sige, at jeg lige nu ikke helt er klar over, hvad deres fokus er – er det engelske eller franske bøger? Førhen var det blandet, så vidt jeg husker. Men jeg må jo tilbage og stå i kø. Der skulle om ikke andet være en fin fortælling om forretningen, blev jeg opmærksom på i ”Librairie Galignani”, hvor der lå en roman om ”Shakespeare and Company”. Den handlede om bogforretningen, der valgte at udgive Joyces’ ”Ulysses”, selvom ingen turde. Jeg tænkte bare, at det da var en fin fortælling – men på facaden hos ”Shakepeare and Company” hænger et skilt med en tekst à la: Friends and readers of Joyce. Og historien på deres hjemmeside fortæller også, at den oprindelige ejer blev venner med Hemmingway og andre forfattere i Paris, der respekterede hende og hendes boghandel. Historien om Joyces’ ”Ulysses” skulle også være god nok. Jeg lægger et link til hjemmesiden herunder På bogforum i Paris Lørdag d.23.april var jeg på bogforum i Grand Palais Ephémère, der ligger på Champs-de-mars, græsplænen foran/bagved Eiffeltårnet. Der var gratis adgang, så længe man havde booket timeslot. Det var helt vildt sjovt og ret overvældende. Jeg elsker bogforum i København, så jeg var jo nødt til at
Forår i Frankrig
Det er for alvor forår i Frankrig, faktisk så meget, at kirsebærtræerne er et overstået kapitel, og træerne begynder at have tæt grøn krone. Det er stadig lysegrønt og smukt, og vinden er endnu forårskølig, selvom det i løbet af dagen bliver op til 20 grader. Min dagligdag bruges på at arbejde på hjemmesiden og opleve og opdage endnu mere af byen, så jeg kan fortsætte med at skrive på bloggen. Der er pt. 4 indlæg, og det er stadig en smule grænseoverskridende at skulle være en stemme her i det store internetocean. Omvendt, så er det også skønt at kunne dele ud af min passion for Frankrig, så det fortsætter jeg selvfølgelig med. Jeg er jo ikke uddannet webdesigner eller kan kode eller noget, så det er en stejl læringskurve (med lillebror som hotline), men det er også vildt fedt! Jeg elsker at lære nyt. Nå, men pointen med det er bare, at der måske sker lidt ændringer undervejs, når jeg opdager noget, der er smartere… “It-nød lærer uerfaren gymnasielærer at spinde”. Jeg vil forsøge at skrive nogle kortere opdateringer her + sige, når der er nyt på kanalen 🙂 Hav en formidabel mandag.Bisous de Paris