Fodboldfest i Paris
I fredags skulle jeg på Stade de France sammen med en af mine venner her fra Paris. Vi havde købt billetter hos DBU, der meget fint skrev ud i danskergrupperne på Facebook (Danskere i Paris og PadamPadam) for at minde os alle om, at vi havde mulighed for at deltage. Jeg er ikke supergarvet i at gå på stadion – faktisk er min eneste erfaring en Brøndbykamp engang for virkelig mange år siden, hvor ungdomsklubben havde arrangeret tur 😀 Nå, men man skal (selvfølgelig) hente sine rigtige billetter et sted, og det var her i Paris på baren O’Sullivans. Efter undervisning fredag tog jeg derfor metroen mod baren for lige hurtigt at hente billetter, inden jeg skulle retur for at afrunde min undervisning (Skrive stikord ned til næste uges planer osv.), inden jeg skulle mødes med min ven på selve stadionet lidt i otte.
Danskere i metroen
Allerede på min egen metrostation møder jeg de første danskere, og jeg bliver helt varm indeni og egentlig også lidt rørt – bl.a. fordi stemningen fra sidste sommer komme snigende, men også fordi jeg er mega stolt over at være dansker. Jeg blev også helt ærgerlig over, at jeg ikke havde min egen rød-hvidetrøje på. Ind i metroen med mig – ved næste stop står endnu en gruppe danskere (og diskuterer, om de skal med eller ej). Jeg beslutter mig for at ”blande mig” og sige, at de skal bare ind – det er den direkte linje + ”jeg går ud fra, vi skal samme sted hen”, hvilket de jo overhovedet ikke kan se, fordi, som en af dem siger: ”Altså, du er jo meget pænt klædt på, men hvor er din rigtige trøje?” 😀 Og så var der ellers en god stemning. De spørger, hvor jeg foreslår, vi står af – jeg giver dem svaret, og så er deres egen guide ellers dømt ude, og jeg får lov at overtage. Det er SÅ hyggeligt. Vi får hilst på hinanden og taler i metroen over til baren, får vores billetter, og jeg siger pænt farvel.
Rød-hvide farver
Herefter skynder jeg mig hjem for at skifte tøj, for der var den vildeste stemning på både O’Sullivans og nabobaren, hvor der fra den ene blev råbt ”Christian” – til den anden ”Eriksen”, der blev spillet danske fodboldhits, og alle var bare glade. Selv de forbipasserende frankmænd smilede til den store gruppe af glade mennesker. Retur med mig til baren. Jeg kender godt nok ingen, men der var bare en stemning af, at her hører vi alle sammen, og det er lige meget. Selvom jeg egentlig synes, at danskere ret ofte kan være lukkede, hvis man ikke kender hinanden. Jeg går ind på baren, og her møder jeg mine nye roliganvenner, der står med åbne arme, øl, shots og et stor ”Velkommen til”! Wow siger jeg bare. Det er da en måde at få folk til at føle sig velkomne på. Vi skåler, og jeg hører om deres lille klub (4 barndomsvenner) og deres fodboldrejser. Det er mega hyggeligt – udover de 3 fadøl jeg får hældt ud over mig (ikke af dem!), men så er festen vel egentlig bare endnu mere i gang.. ? Indviet, kunne man kalde det. Vi skal til at bevæge os mod station, og igen udråbes jeg til guide.. Vi får lidt flere med, og der er fest i metroen.
Den gode måde at være fodboldfan på
Godt ankommet til stoppet ved stadion, bevæger vi os frem. Jeg er spændt, men hold op det går langsomt. Det er simpelthen fordi, at gruppen skal have taget billeder med franske fans, snakke med dem – hilse på, og ikke mindst give krammere til (næsten) samtlige politibetjente. Og det gør man bare ikke hernede! – men på en eller anden måde slipper de (primært én af dem) afsted med det. Måske det hjælper at have et kæmpe dannebrog malet i ansigtet og et par Mickey Mouse hænder på 😀 En anden fortæller mig, at man bare skal give ”knuckles”, så er de fleste klar på en snak, og mange vil gerne have taget billeder med de ”skøre” danskere. Det skulle da forsøges, og ganske rigtigt, jeg fik herefter flere snakke med forskellige franskmænd, og jeg skulle da også være med på deres billeder 😀 Virkelig en sjov og god oplevelse. Jeg tænkte meget over i det øjeblik, at dette er at være roligan – at repræsentere Danmark på den bedst tænkelig måde, når man rejser ud i verden. Der blev vist respekt over for franskmændene og over for sporten. Dét tager jeg mig med videre. Det er en stor ting at kunne imødekomme andre og åbne for en samtale, der måske kun varer nogle få minutter og handler om et fodboldresultat, men det skaber gode minder og tanker.
Jeg er mega stolt over at være dansker! Jeg har lært, at man kommer langt med lidt, og så har jeg også lært, at kommer man fra Kølvrå, så er det fåååårking langt ud på landet, men er man derimod fra Karup, så er man the shit og fra storbyen 😀 Tak for gode oplevelser.
Bisous fra Paris
Ps. Kampen var jo for sindssyg, og det var en virkelig stor oplevelse. Jeg er ikke færdig med at tage på stadion for at følge det danske landshold
