Mange siger og har før sagt til mig, at der jo også kommer en hverdag i Paris (nærmest: bare vent, det skal nok indhente dig), og jeg er enig på det punkt, at ja, har du uger, hvor du har samme forpligtelser på samme tidspunkter hver uge i en længere periode, så kan det da godt være det, vi kalder hverdag. Det har jeg så nu, fordi jeg underviser på universitetet. Ok, så langt så godt. Min udfordring ligger i den ladning af ordet ”hverdag”, som vi, man, jeg, de tillægger det. For mig lyder det som om, at jeg skal forvente, at hver dag på et tidspunkt bliver lige så ensformig og kedelig som den, jeg sagde farvel til i Danmark (og den var faktisk ikke kedelig..). Måske kan vi tale om, at honey moon fasen lægger sig. Den der første begejstring, der giver et ekstra kick, alt er nyt og spændende, og man ved ikke, hvad der venter rundt om hjørnet… Den skal åbenbart forsvinde, fordi hverdagen skal være her… Jeg siger ikke, der er en forkert opfattelse af a eller b, men jeg har flere gange de sidste mange måneder reflekteret over, hvorfor det skal være sådan, at min hverdag skal erstatte min såkaldte honey moon fase. Det bestemmer jeg vel i virkeligheden selv?
For det er vel op til mig at beslutte, hvilken værdi jeg tillægger min hverdag. Det er vel også op til mig at beslutte, hvilke elementer jeg lader min hverdag bestå af. Der er ingen, der kan eller skal bestemme, om min hverdag består af både museumsbesøg, tre timers arbejde og en løbetur (åbenbart mit glimmer). Der er heller ingen, der skal bestemme, om min hverdag skal bestå af otte timers arbejde og tidligt i seng. Jeg er min egen chef, der overholder mine deadlines og samtidig beholder den spændende og sjove periode (og det er faktisk selvom jeg har op til flere chefer..)
Min refleksion kommer jo selvfølgelig ikke af ingenting. Netop gået i gang med fjerde uge i et højt gear, hvor jeg har haft mange arbejdstimer og langsomt er gået væk fra at tage mine nødvendige pauser i løbet af dagen og have for mange bolde i luften, så er min krop i fuld sving med at råbe højere og højere om, at noget skal ændres. Jeg lytter delvist – jeg har eksempelvis været i floating (mere om det senere), for så har jeg jo gjort noget godt for mig selv, ikk’? Resultatet lige nu er, at jeg den sidste uge har sovet virkelig dårligt. Jeg vågner og tjekker mails (hvilket jo nok er det mest irrelevante at gøre kl.2 om natten!), så nu er jeg så træt, at jeg fysisk og mentalt ikke hænger sammen. Tak for det, kroppen, nu har jeg nemlig været nødt til at aflyse alt, jeg kunne i denne uge, jeg er kommet tidligt hjem fra universitetet, og jeg har lagt mig på sofaen med det nyeste afsnit af ”Tune in” podcasten og bare været til stede i det, og hold op min krop og hjerne takker mig. Ugen føles pludselig meget mere overskuelig. Jeg ved, jeg ikke behøver løbe hverken en sprint eller et maraton for at klare mine opgaver. Jeg vælger mig til, passer på mig. Mine elever skal nok klare sig et øjeblik. Og bare disse valg gjorde, at jeg pludselig fik mere kreativ energi igen.
Min refleksion og egentlig min pointe er, at jeg langsomt var på vej tilbage i nogle gamle vaner, fordi jeg i mange år har været vant til at skulle have travlt, løbe stærkt og helst ikke rigtig kunne nå mine opgaver (det passer ikke, jeg nåede dem – men hej til et maraton i sprint), så når jeg nu havde et par travle uger, så, faktisk uden helt at opdage det 100%, så begyndte min krop at vende tilbage til tidligere vaner, der kan virke trygge. Forskellen ligger i, at jeg rent faktisk nu stopper op. Jeg kunne slå mig selv i hovedet og sige: det burde du have gjort for 2 uger siden… jaa, men det gjorde jeg også delvist ved at tilvælge andre ting end bare at arbejde i døgndrift, men næste step er at lytte en tand ekstra for at finde ud af, om det rent faktisk var nok. Det var det ikke helt, men jeg er mega stolt over, at jeg rykker mig i processen og er opmærksom på, at jeg ikke gider løbe så stærkt hele tiden. Jeg vil have honey fasen, der vender tilbage hist og her. Jeg vil have en hverdag og en uge og ja et liv, der består af mange forskelligartede elementer, der på forskellige vis giver mig energi og sprudlende fornemmelse i kroppen. If it doesn’t spark joy…! Det vælger jeg nemlig.
Så i dag træder jeg, godt inspireret af ”Tune in” afsnittet om netop dette, ud af de sidste tre ugers hamsterhjul, ryster på hovedet og siger: hov, jeg har et valg. Jeg behøver ikke sætte tempoet og opgavemængden op, jeg har muligheden for at stige ud et øjeblik, revurdere min situation og min måde at gå til livet på. Step one i at tage mig selv og min beslutning seriøs. For inderst inde ved jeg godt, at jeg har så meget tiltro til universet, min situation osv. til at vide, at jeg ikke behøver at løbe på denne måde for så at kollapse i weekenden – been there done that, det var sgu ikke rigtig lykken. Jeg skaber energi og weekendfølelse og sprudlende honey moon magi hver dag, for jeg har et valg om a eller b – og det allerfedeste er, at jeg også bare kan mikse dem, for i mange situationer er det også dejligt at have repetitionen. Jeg gider bare ikke, at det er den, der skal overtage mit liv, fordi jeg så af bitter erfaring ved, at hjulet oftest drejer hurtigere og hurtigere indtil jeg falder ud.
Der spørges i podcasten: ”Hvad er det egentlig jeg virkelig virkelig drømmer om. Hvad er det for et liv, der ræsonnerer dybt i mig” (og det finder vi først ud af, når vi tør prøve noget nyt, lytte til stemmen.) Det handler for mig ikke om at alle skal flytte til Frankrig, men det er vigtigt for mig at forsøge at lytte til den stemme inde i os, der oftest overdøves at hovedets ræsonnement og argumenter. Vi behøver ikke skulle sige vores job op for at træde ud af hamsterhjulet, vi har mulighed for at virre med hovedet og skrue på nogle knapper – men først når vi et øjeblik tør stige ud og sige ”ikke mere på denne måde”, jeg har et valg.
Og hvad vil jeg så egentlig sige med hele dette skriv? Måske ikke så meget andet end at livet er for kort til kun at have sprudlende magi to ud af syv dage om ugen, så det vil jeg hermed indføre i min hverdag igen.
Bisous fra Paris
