Kender I det med at drømme om noget, som, man godt ved, først bliver engang ude i fremtiden? Jeg drømte i mange år om at købe min farmor og farfars hus i Roskilde (de flyttede fra det i 93) – stadig en drøm, men ikke en der skulle/kunne gå i opfyldelse som 18-årig. Andre drømme er mere nogle, man går direkte efter, opnår og udskifter med en ny. Sådan har jeg det i hvert fald med nogle ting så som at blive fastansat/få pædagogikum osv. Jeg har altid været ret målrettet, og der var en klar plan i mange år. I folkeskolen kom vi til en studievejleder, som ikke var en studievejleder men min matematiklærer, Birthe, der kunne taste mine yndlingsfag og interesser ind i et program på computeren, der så printede forslag ud ift. ”Hvad jeg kunne blive”. Det var SÅ spændende! Jeg har været omkring både frisør, lærer og korrespondent. Ikke sådan sej Stephanie Surrugue korrespondent, nej sådan en, der oversætter handelsbreve. Det, syntes jeg bare, lød som det fedeste i verden. Hvorfor ved jeg virkelig ikke. Aner ikke, hvor det kommer fra. De to andre giver lidt mere mening: min mor er oprindelig uddannet frisør og havde nogle virkelig fede blade derhjemme, hvor man kunne lære alt muligt om håropsætning. Derudover elskede jeg skolen, og jeg havde blandt andet en dansklærer i 10 år, som jeg så meget op til. Hvordan korrespondent kom ind i billedet, det er mig en gåde. Måske det var pga. det franske, så tænkte maskinen, at det da var en god kobling. Det var i hvert fald helt klart for mig, at jeg skulle på handelsskolen! Og så Handelshøjskolen bagefter (CBS i dag) – jeg var vist også lige omkring at ville arbejde i EU. Disse var drømme for mig: Idrætsefterskole, handelsskole, handelsshøjskole og så korrespondentjob. Jeg gik benhårdt efter dem. “Desværre” skete der det der, man kalder livet, så da jeg flyttede handelsskole på 1.år, skete der også noget med mig og mine drømme. Her mødte jeg endnu en dansklærer, jeg så meget op til, og det fik mig til at gå efter at læse dansk.
Forelsket i 1800-tallet
Apropos at se op til, så var det i første forløb i dansk på 3.år, at jeg besluttede mig for at ville læse dansk. Jeps, Romantikken, 1800-tallet, ”Indvielsen” af Schack von Staffeldt og Det Moderne gennembrud og ”Engelske socialister” af Holger Drachmann, så var jeg solgt, hvilket var meget underligt for de andre i min klasse.
Jeg kan huske, vi sad i kantinen og lavede gruppearbejde med netop digtet ”Indvielsen”, og det var så lysende klart for mig, hvad vi skulle. En fra min klasse spurgte mig, hvordan jeg dog kunne forstå, hvad der stod (mellem linjerne). Det var en ret syret oplevelse, for jeg kunne ikke forklare det, men jeg kunne (visuelt) se en logik i opbygning og indhold. Det var en vild og boblende fornemmelse. Når jeg fortæller mine egne elever historien, så kigger de på mig, som om jeg er faldet ned fra månen 😀 De synes, det er meget mærkeligt, at man på den måde kan blive påvirket af et digt og egentlig beslutte hele sin skolegang og karriere ud fra det. Men altså, hvis det føles rigtigt, skal det så kunne forklares? (en anden snak jeg har haft virkelig mange gange med elever – hvorfor skal vi ikke gå efter det, der føles rigtigt?) – og det sender mig tilbage til det med drømme!
Når en mail giver en ny drøm
Min drøm var som beskrevet ovenfor. På uni kommer der så en mail til de studerende på fransk fra en dansk familie, der søger en pige til at flytte med til Frankrig for at hjælpe deres børn med lektier. Der skete et eller andet. Det var første gang, jeg gjorde noget lidt uden for min plan. Jeg tænkte, at jeg ville prøve at skrive, men at jeg nok ikke ville blive valgt (fordi alt muligt – mange andre, meget bedre osv.), og jeg skulle jo også starte direkte på kandidaten efter sommerferien (en sidebemærkning: vi taler også direkte fra HHX til Uni), så det var måske også lidt dumt at skrive – Klip til: jeg var den eneste, der havde svaret dem – klip til: om jeg ville med til Frankrig? Og her skiftede mine drømme så igen og blev nok noget mere mig. Jeg vidste godt, at jeg skulle være lærer, og det fik jeg bekræftet dernede. Her opdagede jeg også, at nogle gange er det ok at trække stikket/gøre noget andet end planen. Det år lærte mig så meget, som jeg ikke vil være foruden – og sjovt nok gjorde det også, at jeg blev en meget bedre lærer, end jeg ville have været uden erfaringen. Mit franske år vil jeg fortælle mere om senere.
Mine drømme er heldigvis skiftet flere gange siden dengang. De ændrer sig, fordi jeg ændrer mig. Nogle parkerer vi, andre tilpasses og endnu andre ender med at gå i opfyldelse. Dengang jeg var i Frankrig, da jeg rejste hjem, var det med tanken om, at jeg selvfølgelig ville komme tilbage en dag. Det tog mig 10 år og lige lovlig meget af den gamle ”jeg skal ikke spilde tiden + jeg skal videre”-tankegang. Dette dog helt sikkert også præget af samfundets acceleration, og derfor er jeg lige nu endnu mere stolt af at turde stå ved min mavefornemmelse. Det er ikke dette, der prædikes i samfundet: at stoppe op – det skal være hurtigere, vildere og på normeret tid, for det kan vi jo godt, har vi set. Mit spørgsmål er bare: hvor længe?
Fremtiden
Min største drøm lige nu udlever jeg, men jeg har også andre. Jeg vil gerne skrive flere undervisningsbøger, jeg drømmer om at rejse Frankrig tyndt – både med og uden cykel – og møde en masse franske mennesker, se deres hverdag og opleve deres del af det land, jeg elsker.
Herudover drømmer jeg også om at leve af det her 🙂 Og den drøm har jeg tænkt mig at få til at gå i opfyldelse (janteloven har jeg ladet blive i Danmark). Der er derfor gang i en lidt større omrokering og udvidelse her på hjemmesiden, og jeg håber sådan, at I stadig vil følge med og bære over flytte-optimeringsperioden, det er en proces 🙂
Hvad er så pointen med dette skriv? Egentlig ikke meget andet end at få mig og måske jer til at tænke over, hvad drømme gør ved os. Hvornår drømmer vi bare, hvornår forsøger vi at handle? Og så er det en proces for mig at skrive. Jeg lever min drøm lige nu, og det skal jeg lige huske at være til stede i. Hvad drømmer du om?
Merci beaucoup fordi I læser med – bonne journée
Bisous de Paris
Ps. Imens jeg udlever min drøm, så kæmper jeg stadig med at smide den der hurtighed af mig, der ikke var sund. Jeg forsøger at acceptere, at jeg ikke behøver arbejde virkelig mange timer på en uge, at det er ok at tilvælge andre ting – så som at sidde i en park og læse i min bog. Og jaja, man skal tjene penge og alt det der – men, og det er et stort men, jeg behøver ikke gøre det på samme måde. Jeg forsøger mig med “Work smarter – not harder”. Samtidig lærer jeg det der “at trække vejret” – jeg tænker, det er relevant – og i sidste ende en bedre måde for mig 🙂 (og dermed ikke sagt, at det er den rigtige måde for andre).
