Bonjour et bienvenue til dette næste indlæg, der kommer til at handle om at være en stemme bag et blogindlæg. Et ret personligt emne for mig, fordi jeg undervejs i processen med at lave og udgive denne blog har haft mange tanker om mig som afsender. Kom med – venez 🙂
Den første weekend i byernes by er gået i så hastigt tempo, at min krop i går eftermiddags sagde stop, og så lagde jeg mig syg. Den er ret klog den krop, så nu lytter jeg og tager det stille og roligt et par dage, imens jeg kommer mig helt. Det er pivkoldt i Paris pt., også selvom termometret måske siger 12-14 grader. Måske handler det også lidt om dårlig isolering, hvilket jeg kan fortælle jer om senere sammen med historien om et slot i Sydfrankrig 😀 Status er i hvert fald, at vinterjakken ikke er pakket væk, mange går og skutter sig og småhoster på gaden. Kom nu snart, forår. (jeg hører, det også er langt væk fra Danmark..?)
Nå, men dette indlæg skulle jo handle om at have en personlig stemme.. Det er for mig et lidt pudsigt emne, fordi jeg som dansklærer, i hvert fald siden gymnasiereformen i 2017, har forsøgt at træne mine elever i at vise deres personlige stemme. Nu står jeg så selv i samme situation, og chapeau til alle mine elever, der har knoklet for det. Det er ikke helt nemt, skulle jeg hilse og sige! Heller ikke for mig, som underviser i det. For hvad er en personlig stemme? Og hvordan finder man den? Og har man den egentlig ikke bare fra start?
Jeg synes, jeg har meget at fortælle, for som I måske kan fornemme, så elsker jeg Frankrig (ellers havde jeg vel ikke startet hele dette projekt :D), men jeg skal jo formidle noget til nogen, som jeg i princippet ikke kender. Der skal være en tydelig afsender, og så skal stemmen også passe til indholdet. Så langt så godt, men herudover er der også tankerne omkring: hvor meget skal jeg skrive? Hvor meget gider modtagerne, I, høre, og hvor meget skal jeg give ud af mig selv? Det hele skal vel ikke kun handle om mig – men heller ikke kun om Frankrig/Paris?
Nogle af mine modtagere er jo også bekendte, og her bliver det også ret personligt, for nogle af mine tidligere elever læser med, mine tidligere kollegaer, min familie og mine venner, og det er faktisk lidt grænseoverskridende. Jeg bliver ret selvbevidst om, at jeg ikke længere bare er mig, der står i et klasselokale med en faglighed, jeg kan læne mig op ad. Ude på dybt vand kan man nok godt kalde det (skræmmende og fedt på samme tid). Jeg har derfor accepteret, at det er en proces, og jeg må skrive mig varm undervejs og i processen finde min personlige stemme . og måske turde give mere. Herudover er jeg trænet i at skrive akademisk i et højt sprog med mange fagbegreber og en distance (kan I mon fornemme det i min ovenstående analyse af min egen kommunikationssituation…!). Det er supersvært at lægge fra sig! Forhåbentligt kommer det løbende, så bær lige over med mig, hvis mine indslag skulle blive lidt for distancerede/tunge/akademiske i starten – Jeg er nu eleven.
Nå, jeg vil lige slutte med nogle tanker. Det er grænseoverskridende at skifte hele sit liv og job ud, men hold op, jeg nyder det. Det hele er stadig nyt, og jaja, det skal nok blive hverdag, og jaja, jeg skal nok finde på noget at lave (eller måske skal jeg bare fortsætte med præcis det, jeg gør nu), men lige nu er det rart bare at trække vejret et øjeblik uden at have nogen forpligtelser. Det er tiltrængt at kunne mærke lidt mere efter og gøre, hvad jeg har lyst til, når jeg vågner. Pga. sygdom bliver det primært til at blive liggende i sengen og en tur på apoteket, men det bliver også til en gåtur i mit kvarter, som er FANTASTISK <3 jeg skal bare i supermarkedet efter brød, men helt ærligt, den der følelse af et øjebliks lykke, den er det hele værd, når man ellers er lidt træt pga. kulde og sygdom.
Nu vil jeg trække stikket igen, lave aftensmad og se dagens etape af Baskerlandet rundt!
Bonne journée à tous
Bisous de Paris